
Som beskrevet tidligere er jeg meget begejstret for Linux distributionen Ubuntu. Jeg må indrømme, at min brug af Ubuntu det sidste halve år har været begrænset. Dette primært på baggrund af to problemer:
- Jeg savnede iTunes og al min musik.
- Jeg havde problemer med at få mit trådløse netværk til at virke under Dapper Drake (forrige version).
Problemet med det trådløse netværk er nu løst efter opgradering til Edgy (og lidt kyndig vejledning). Jeg mangler stadig at importere mit musikbibliotek til en af de mange kompatible medieafspillere i Ubuntu, men det er kun et spørgsmål om at gøre det.
Og herefter er Windows overflødigt. Jeg mener det helt seriøst - der findes Linux alternativer for mere eller mindre alle Windows applikationer derude - hvis man ser bort fra Gaming, hvor spiludviklerne stadig ikke (forståeligt nok) udvikler til Linux-platformen. Dog er det efterhånden muligt at køre flere og flere spil på Linux ved brug af Windows-emulatorer, så som Wine. Og endnu et forbehold er i relation til mit arbejde, hvor jeg med jævne mellemrum er tvunget til at benytte virtuelle maskiner i VMware. Jeg har læst, at det er muligt at køre en virtuel WinXp i Ubuntu, men det kræver en stor mængde tweaking og så er det sgu hurtigere at boote op på sin Windows partition.
Jeg opdaterede i øvrigt til seneste Ubuntu-version, Edgy Eft, for et par uger siden. Som med alt andet Linux gik det med stor lethed og har fungeret upåklageligt lige siden. Igen er jeg nødt til at fremhæve Ubuntuforums, der i mine øjne er noget af det mest aktive forum, jeg har oplevet, og der findes svar på alt derinde.
Det næste jeg vil lege med bliver Beryl. Det er en grafisk overflade, der får Windows Vista og MacOsX til at blegne. Tror du mig ikke, så kig med her. Jeg frygter min IBM T42’s Radeon 7500 grafikkort ikke understøtter samtlige effekter, men med lidt kyndig hjælp fra Ubuntuforums og Johnny (Linux-guru på jobbet) håber jeg på det bedste.
Lad dette indlæg vær endnu en opfordring til at give dig i kast med Linux. Du vil ikke fortryde det.