Archive for November, 2006

Kamper Kokser 0

Jeg blev tippet om følgende indslag fra tysk sportstv, hvor Jonas Kamper - tidligere Brøndby spiller, nu spiller for Bielefeld - var i studiet som ugens spiller i den tyske Bundesliga. Kamper flegner totalt ud i sprogdelen af hans interview. Han kegler rundt imellem tysk, engelsk og dansk. Det er super sjovt, omend man må være lidt flov på hans vegne. Selv publikum og den stakkels vært kan ikke holde masken igennem hele interviewet.

Se klippet her.

Google Earth 6

Google Earth kender du godt. Du har sandsynligvis hentet programmet, da det blev lanceret første gang. Du tjekkede lynhurtigt de sædvanlige steder

  • din bopæl
  • din arbejdsplads
  • hvor du voksede op
  • Tivoli, Amalienborg eller et andet markant sted i dk

og fandt programmet underholdende og fint, men mistede måske hurtigt interessen for det.

For hvad skal man kigge efter? Personligt løb jeg hurtigt tør for inspiration efter at have besøgt de danske byer jeg havde boet i og nogle flotte steder i USA, hvor vi rejste rundt for 2½ år siden. Jeg var da imponeret over programmet - jojo - og det faktum, at der var billeder fra hele verden er da fint nok. Jeg var en anelse skuffet over opløsningen de fleste steder i Danmark, hvor man ikke rigtigt kunne se noget i detaljer.

Men mine herrer og damer - nu må I stramme op. Jeg har set lyset, efter jeg hentede den nyeste version - #4 (beta). Der er sket meget og programmet er blevet betydeligt forbedret. En lang række områder er opdateret med de mest detaljerede billeder, der endnu er set, og det er ganske imponerende. Se fx. hele Las Vegas i USA. Et par eksempler:

Luxor Hotel, Las Vegas

Billeder viser Luxor hotellet i Las Vegas. Som bekendt er det jo en halvstor sort pyramide. Billedet er ikke zoomet helt ind. Man kan rent faktisk se folk der ligger på liggestolene i poolområdet osv. Fantastisk. Vi boede der forresten tilbage i marts 2004.

Eller hvad med det flotte og kæmpe springvand foran Bellagio Casino?

Bellagio springvandet

Ikke helt så flot, som at stå der når mørket falder på og showet begynder.

En anden ting, der gør programmet så meget federe nu, er at Google Earth Communitiet er vokset sig kæmpestort. Der er virkelig mange brugere derude, der allesammen bidrager med hver deres specielle steder af interesse. I programmet har man således mulighed for at slå et “community-filter” til, hvorefter du kan se alle andre brugeres markerede steder. Det filter gør virkelig programmet til et tidsrøver. Inden du har set dig om har du læst og kigget i flere timer - det er virkelig fængende at se og læse folks historier.

Forleden sad jeg og kiggede tråde igennem inde på Community-forumet og opdagede hvor mange forskellige kategorier der er oprettet - det er overvældende. Jeg klikkede lidt rundt under ‘Military’ og læste interessante historier vedr. 2. Verdenskrig og den for nyligt overståede (?) Golfkrig. Jeg endte med at flyve rundt over Irak og se på Amerikanske militær baser og statuer af Saddam mm. Fx fløj jeg hen over denne base, hvor der var 50+ militær helikoptere lignet op på række. Desuden sås flere helikoptere flyve hen over basen - alt sammen fanget på et øjeblik af et kamera højt fra oven.

En sidste ting der skal nævnes er placemarks. Det er ligesom de genveje du kender fra din computer - du klikker på dem og så åbner det relaterede program eller browser. Samme gør sig gældende med placemarks - bortset fra, at de altid åbner Google Earth og derefter med en lækker effekt zoomer ind på det aktuelle sted. Det skal prøves.

Hent GE nu og hent så bagefter dette Placemark, som jeg har fundet til dig, som en lille smagsprøve.

God fornøjelse

Migger

Træning 3

Træning er jo godt for mange ting. Jeg har altid trænet - i et eller andet omfang. Engang spillede jeg fodbold 5 dage om ugen. Andre gange har jeg trænet til hårde fysiske eksamener. På et tidspunkt kunne jeg ikke træne pga. et overrevet bagerste korsbånd.

I dag træner jeg ikke til noget. Men overskud, velvære, sundhed og stamina skal man ikke kimse af. Jeg har oprettet en lille “træningsdagbog” her på siden. Indtil videre kan du finde den til ovre til højre i sidebar’en. Hvis jeg mener der skal ofres mere plads på emnet, så opretter jeg en decideret side dertil.

Mine mål for træning hen over vinteren er 20-30 km løb om ugen (sommerhalvåret er det 30-40 km, men vejr og vind spiller altså en rolle) og så mange gange træning i centeret som muligt.

Skulle nogen have lyst til at løbe lidt på Kalvebod Fælled, så skriv til mig angående løberuter - jeg har opmålt en lang række derude.

Helsehilsen

Migger

Endnu én 4

Endnu en musik-anbefaling fra miggers store arkiv. Også denne gang et ældre nummer, der pludselig lyder helt sindssygt godt. Jeg elsker, når jeg opdager gamle numre, som jeg engang lyttede meget til, men som i dag alligevel lyder bedre end nogensinde.

Nummeret er med Pearl Jam og hedder Last Kiss. Nummeret er skrevet af Wayne Cochran for mange år siden. Pearl Jam leverer nummeret på superb vis - i en musikalsk fortolkning, der er noget anderledes end hvad man normalt hører fra Seattle bandet. Hr. Cochran - eller The White (K)night of Soul - som de kaldte ham i 60′erne, havde i sin tid den mest fantastiske frisure. Faktisk så fantastisk, at han fortjener at blive vist her hos migger:

Great Hair

Pearl Jam udgav sangen første gang i 1998 (faktisk nytarsaften) på singlen Holiday1998 og nummeret har siden været med på flere udgivelser - senest greatest hits albummet Rearviewmirror. PJ’s hjemmeside er i øvrigt fint opdateret, og det er faktisk muligt, at se hvor mange gange de har spillet deres forskellige sange. Hvis man kigger på Last Kiss, så har de i skrivende stund spillet den følgende gange:

First Played May 7, 1998 ARO.space Seattle, Washington
Last Played November 14, 2006 Rod Laver Arena Melbourne, Australia
Total Times Played 90

Klik her, hvis du vil se en live-video af nummeret (youtube). Videoen er dårlig kvalitet og lyden ligeså, men det kan bruges i mangel af bedre. Hvis du er i besiddelse af en cd med nummeret, så gør dig selv den tjeneste, at hente det og skamlytte nummeret resten af dagen. God fornøjelse…

Comedy eller smagløshed? 3

Da jeg ville skrive dette indlæg, forventede jeg faktisk at ende på TV2 hjemmeside. Jeg forventede, at siden var forvandlet til et stort banner, hvor der stod:

“Migger tror på hvad som helst - bare det bliver vist i reklameblokkene på tv - hahaha - hvor naiv kan man være og hvor går egentlig grænsen for dårlig smag?”

De første gange jeg så reklamerne for David Owes og Amin Jensens nye album troede jeg helt seriøst at de lavede sjov. Jeg beundrede faktisk de to herrer for at stille op og lægge navn til en så gennemført sjov joke, hvor der tydeligvis blev gjort grin med alle de etablerede kunstnere, der tilfældigvis altid lige udgiver et album i nærheden af juletid.

Men

Som alle I andre sikkert ved, så er det altså ikke en joke.

Bestseller Bestseller #2

Hr. David Owe (jeg har altid syntes hans fars navn, Baard, var klart sejere) og Hr. Amin Jensen har altså begået et album hver især. Hvem fanden har bildt dem ind at det var en god idé? Seriøst - selv reklamerne lyder jo helt ad H til. Den ene synger jo værre end den anden - i min bog lyder Hr. David Owe dog værst.

Med kniven for struben - hvilken plade ville I så købe først?

Sex på hjernerne 0

Nu siger de dælme, at vi alle er født med kvindehjerner. Hmm - jeg har lige været ude og kontrollere, og jeg har altså ikke et cirkulært ar øverst på kraniet efter nogen transplantation. Altså må jeg være en undtagelse. Jeg vil bruge resten af dagen på diskret at undersøge mine kollegers hoveder efter ar og hygge mig over følgende citater (fra politikens artikel om emnet):

“Alle mennesker bliver født med kvindelige hjerner. Men efterhånden overtager kønshormonet testosteron mandens hjerne, hvilket giver mindre plads til andre ting”

“Kvinder har en ottesporet motorvej i hjernen, når det kommer til at håndtere følelser, mens manden har en smal landevej til disposition”

I øvrigt tror jeg ikke på noget som helst, før Danmarks hjerneforsker #1 har bekræftet det!

Arh Damn 1

Det er sgu belastende, at der findes så mange fantastisk flotte Wordpress Temaer derude. Forleden faldt jeg over Fahlstad.se, som har designet en række flotte temaer. Det ledte mig videre til denne side, hvor de har udvalgt 10 af de bedste temaer. Alle 10 er flotte og har hver især deres fordele rent visuelt.

Jeg tror måske jeg de næste måneder vil køre med forskellige temaer i 1 uge af gangen.

Ritt og Bondam - Københavns tab 0

Jeg har før givet udtryk for mine negative holdninger overfor Københavns Borgerrepræsentation. Mest aktuelt har de spillet fallit i sagen mellem Ungdomhuset og Faderhuset, men deres utallige dårlige beslutninger rækker langt tilbage.

Nuværende Overborgmester, Ritt ‘Alzheimer’ Bjerregaard, har jeg også omtalt lidet flatterende førhen. Denne gang har hun i samråd med Salsaborgmesteren, Klaus Bondam, besluttet at sige nej til en gratis (bemærk - GRATIS) bro/tunnel over/under Københavns Havn og tilhørende Parkeringsanlæg. Beslutningen tager som sædvanligt udgangspunkt i de to borgmestres og resten af Borgerrepræsentationens foragt for biler og deres tilstedeværelse i København (ja jeg har en bil, men jeg cykler klart mere).

To omtaler i medierne og nu vil Ritt og Bondam selvfølgelig gerne diskutere tingene med andre end dem selv. De to er hurtige til at træffe beslutninger, men når beslutningerne ser ud til at blive upopulære, så trækker de dem tilbage eller ændrer dem. Politik af ynkelig karaktér!

Billeder 0

Det er nu muligt at se enkelte af mine favoritbilleder her på migger.net. Jeg fandt nemlig et lækkert plugin, der leverer et flyvefærdigt Billedgalleri - endda med den lækre java Lightbox feature.

Vær velkommen til at kigge forbi Galleriet. Du finder endnu flere billeder ved at klikke på Photos oppe til højre, hvor du vil finde link til min konto hos 23.

Plain gone 0

Det var forsøget værd. Jeg startede og endte Oktober med plaintxtBlog -temaet. Meget hvidt og meget enkelt. Da jeg valgte det, troede jeg, at det var sådan min blog skulle fremstå. Enkelt. Uden visuelt lir.

Jeg blev træt af siden allerede efter 14 dage. Jeg valgte at give temaet 14 dage mere, for at se om jeg ville ændre mening igen. Det gjorde jeg ikke. Jeg overvejede at vende tilbage til Migger B’Jay og helt droppe WP, men det forkastede jeg rimeligt hurtigt. I stedet tog jeg mig god tid til at finde nogle alternative temaer (jeg hverken kan eller gider skrive et tema fra bunden).

En dag landede jeg hos ham her - en svensk gut, der har lavet en række temaer og plugins. Hans kreationer er lækre, så det svære bestod i at vælge ét tema ud af de mange muligheder. Mit valg faldt på det du ser nu. Navnet står nederst på siden. Jeg håber du kan lide det. Ellers smid en kommentar med kritik og forslag til ændringer.

Next Page »