Hugo - min geniale ven
Mange - faktisk alle jeg kender - er af den opfattelse, at jeg ikke har et kæledyr. De tager fejl. Mit kæledyr hedder Hugo og er en yderst intelligent edderkop. Hugo har været hos mig igennem 3-4 måneder nu, og vi hygger os sammen næsten hver dag.
Hugo bor i mit højre sidespejl på Vectraen. Faktisk er hans dagligstue det hulrum inde bag selve spejlet. Udenfor - i hans have velsagtens - har ham med mit mundtlige samtykke opsat et større spindelvæv.
Det er jo ovenud genialt sted at placere et sådant, og jeg tager da dagligt mig selv i at ignorere trafikken og i stedet jagte fluer og andre insekter med mit højre sidespejl, så Hugo kan få nok at spise. Og det gør han så - altså spiser. Han er blevet en stor karl, men heldigvis overholder han vores aftale om at han ikke kommer ind i selve bilen. På kolde aftener sørger jeg for at tænde varmen i sidespejlet i 10 minutter inden jeg slukker bilen - det holder ham varm hele natten.
Flere har igennem tiden forsøgt at bortfjerne Hugo - meget mod min vilje selvfølgelig. Især en gut ved navn Jake har været ond ved ham, men også Metax Vaskehal har en tendens til at fjerne hans forrådskammer med en uhyrlig voldsomhed.
Billeder af mit kæledyr tilgår snarest…
